Riddersalens historie

Salen

Daimi Gentle og Henrik Silver 

Voksenforestilling

Riddersalen har en glorværdig og omskiftelig historie bag sig. Så snart man træder indenfor, fornemmer man, at her har mange kunstnersjæle haft deres gang.

Det hele startede, da Laurentius ’Lorry’ Feilberg den 6. maj 1914 åbnede sit nyistandsatte teater Riddersalen. Forlystelsesetablissementet omfattede varietéen Landsbyen, spisestedet Drachmann Kroen, natklubben Guldaldersalen, teaterlokalet Riddersalen og Parken med udendørsservering og koncerter.

Facaden på Lorrys gamle etablissement er fredet, og store dele af de indvendige lokaler er erklæret bevaringsværdige.

Teatrets foyer og Aksel Jørgensens malerier på vægge og loft fremstår, som da de blev skabt i 1914. Backstage findes et originalt og fredet ’Storm P. toilet’. Her er væggene udsmykket af Storm P. selv, da han i slutningen af 1920’erne var teaterchef på Riddersalen.

Avantgarde-teater

Riddersalen udviklede sig med tiden, i perioder, til en af Danmarks mest eksperimenterende teaterscener.

Det var på Riddersalen man kom for at opleve nye tendenser, avantgarde-teater og banebrydende kunstnere som Ludvig Brandstrup, Sam Besekow, Kjeld Abell, Bertolt Brecht og PH (Poul Henningsen).

PH´s legendariske revyer blomstrede på Riddersalen i 1930’erne. Og Kjeld Abells debutskuespil fra 1935 Melodien der blev væk om den lille mand Larsen spiddede tidsånden og blev en bragende succes.

Riddersalen […] har i perioder af sin mildest talt omskiftelige tilværelse været et af Københavns vigtigste teatre. Ja, det er slet ikke for meget sagt, at der er blevet skrevet dansk teaterhistorie, som for altid ændrede manges opfattelse af, hvad teater overhovedet kunne være og skulle være på den lille scene ude på Frederiksberg.

Jacob Steen Olsen

Teateranmelder, Berlingske Tidende

Jytte Abildstrøm og Jesper Klein

I 1970 lejede en kunstnerisk gruppe med Jytte Abildstrøm og Jesper Klein i spidsen sig ind på Riddersalen for at opføre den løsslupne komedie Svend, Knud og Valdemar.

Stykkets succes betød, at truppen besluttede sig til at blive. Ud af et midlertidigt lejemål voksede en selvejende institution, Jytte Abildstrøms Teater/ Riddersalen, og ensemblets liv på teatret blev en garanti for husets overlevelse.

I 2015 opstod en ny tradition i Lorrys Have foran Riddersalen: Hver sommer opføres Frederiksberg-fortællinger under åben himmel ved Kiosken med fri entré for alle.

Indtil 2022 var teatrets profil og produktioner primært målrettet børn og familier. For indsatsen rettet mod særligt de yngste teatergængere modtog teatret i 2019 Frederiksbergprisen.

Samlingssted også for voksne

I 2022 udvidede Riddersalen sit repertoire og målgruppe, da Kunstnerkabareten blev indviet. Med den nye kabaretscene bygger teatret videre på en fin tradition for kabaret og genskaber stemningen fra svundne tider i det gamle etablissement for forlystelse.

Håndholdt sceneskift

Riddersalens teatersal har plads til 151 gæster.

Teatret råder over egen systue, værksted samt lagre, der bugner af 10 årtiers effekter og minder.

Sceneteknikken på Riddersalen er et kapitel for sig. Her er ingen moderne computerstyrede træk, alt foregår med håndkraft, hvilket også kræver lidt ekstra af teknikerne og de medvirkende på scenen.