Velkommen i Riddersalen

Frederiksberg Kommunes lille storbyteater – Teatret Riddersalen – producerer og spiller forestillinger hvor nutiden tager fortiden ved hånden med humor, dybde og kant.

 

Riddersalen ligger i en historisk bygning fra 1896, som vi deler med TV2 Lorry. Efter at have været værtshus og varietéteater blev der i 1914 malet og istandsat, hvor blandt andet teatrets foyer fik det udseende, den stadig har i dag. Fra man træder ind ad døren (det være sig fordør eller bagdør) fornemmer man, at her har mange kunstnersjæle haft deres gang. Her er masser af trapper og kringlede gange.

Vores hyggelige teatersal har plads til 210 gæster. Vi har egen systue, værksted og lagre, der bugner af 10 årtiers effekter og minder. Sceneteknikken på Riddersalen er et kapitel helt for sig selv. Her er ingen moderne computerstyrede træk, alt foregår med håndkraft, hvilket også kræver lidt ekstra af de medvirkende på scenen.

I 2021 indvier vi Kabaretscenen for unge og voksne. Med Kabaretscenen vil vi bygge videre på en stærk tradition gennem 120 år på Riddersalen og genskabe stemningen fra svundne tider i Lorrys gamle forlystelsesetablissement.

Cookie og privatlivspolitik

Læs mere