I 2022 åbner Riddersalens Kabaret!

Hele foråret på Teatret Riddersalen, fra nytår til sommerferien bliver fra 2022 tilegnet én årlig teaterforestilling samt koncerter, temaweekender, litterære arrangementer og meget mere.

På Riddersalens scene, hvor kunstnere som Storm P, Liva Weel, PH, Per Knutzon, Lulu Ziegler, Kjeld Abell, Bertold Brecht og siden Jytte Abildstrøm har sat deres unikke aftryk, og hvor der fortsat skabes menneskekærligt og eventyrligt børneteater af høj kvalitet, bygger vi nu videre på Riddersalens fine tradition med en moderne og vital kabaretprofil.

Teaterleder Piet Bertelsen har, sammen med teatrets bestyrelse og medarbejdere, i de seneste års strategiprocesser, ønsket at bringe traditionen med forestillinger for unge og voksne, tilbage på Riddersalens scene. I 4-årsaftalen mellem Frederiksberg Kommune og Teatret Riddersalen for 2021-24 imødekommer og støtter Frederiksberg Kommune Riddersalens visioner om en revitalisering og udvidelse af teatrets profil til også at omfatte en kabaretscene.

Mette K. Madsen, bliver kunstnerisk ansvarlig for Riddersalens Kabaret. Mette har 20 alsidige år bag sig som skuespiller og sanger. I de senere år har hun i stigende grad også været benyttet som musiker, tekstforfatter, idéudvikler og nu også som iscenesætter af første forestilling i Riddersalens Kabaret - Jolly Weltschmerz! - en mørk, livskraftig, humoristisk kabaret om mennesket og verden i krise. Læs mere om Mette K. Madsen

Kabareten har altid fungeret som et fristed, et udforskningsrum, hvor der stilles skarpt på tiden vi lever i, og hvor nuet bearbejdes. Med musik, ord, bevægelse og billeder. Og som verden har det, er det jo bare at begynde fra en ende af ...

Riddersalens Kabaret bliver et sted hvor du kan finde temperament, skønhed, humor og kant. Et teater, en musikscene, et gå-ud-sted, en foredragssal, et rum for workshops og arrangementer.

Riddersalens Kabaret vil sammen med sit publikum, se på verden, på os selv og hinanden med et nysgerrigt, samfundskritisk, humoristisk og menneskeligt blik.

Riddersalens Kabaret indvies 12. februar 2022 med premieren på Jolly Weltschmerz! Læs mere

Følg med på Instagram

Cookie og privatlivspolitik

Læs mere