af Signe Birkbøll – skuespiller, dramatiker, kunstnerisk leder på Riddersalen 2009-2017
Så tikkede beskeden ind. Jytte Abildstrøm er draget videre. Med hennahår og hornmusik. 90 år.
Efter et langt liv i teatrets tjeneste – og med et kæmpe engagement i vores miljø ikke mindst! Men nu ville hun bare gerne afsted. Man har sin tid og sin kraft. Om verdens tilstand sukkede hun træt på det sidste: “Sikke et postyr.”
Jytte takkede altid sine forældre for sin trygge opvækst med sang, musik og højtlæsning. Tresproglig korrespondent var ikke nok. Hun snublede sig ind til optagelsesprøven på Studenterrevyen og her blev kimen til en lang flirt med Thalia og komediegenren lagt. Hendes anekdoter fra senere medvirken i sommerrevyer stod i kø. Det var alle de gamle koryfæer hun tog ved lære af og foldede sig ud sammen med.
Starten på børneteatret fandt sted i en kælder i London hvor Jytte blev kæmpe inspireret af en Punch and Judy-forestilling. Hun ilede hjem og fik bygget et dukketeater og en håndfuld hånddukker og så var det ud og afsted. Børnepublikummet blev taget alvorligt!
Riddersalen! Det blev til knap 4 årtier med Jytte ved roret på det lille, vidunderlige, gamle avantgarde-teater på Frederiksberg. Sammen med en bl.a. Jean Voigt, Bodil Udsen, Jytte Hauch-Fausbøll, musikere og dukkeførere rykkede Jytte ind nytåret 1969 med forestillingen Svend, Knud og Valdemar Her trådte publikum ind i en hule fra klunketiden. Med viftepalmer og sand på gulvet og blev modtaget af aktørerne, som siden væltede rundt mellem faldende scenetæpper, rullende papbølger, skrigende måger. Succesen var hjemme og forestillingen var jo næsten også avantgarde i al sin prægtige hyldest til dilettant og fjas.
Riddersalen blev rammen om en lang række nyskrevne voksen og børneforestillinger i årene der fulgte. Og gæstespil. Der var højt til loftet når det gjaldt gæster! Om sommeren drog Jytte og hendes ensemble ud med gadeteaterforestillinger. Den første sommer ved vor Frue kirke, og sidenhen var det det ganske land der fik fornøjelsen. Forestillinger for børn blev det også til. Mange. Under teatrets tag og på turné rundt i landet og nogen gange uden for landets grænser.
Jytte forstod at samle folk. Det vigtigste var, at de havde noget på hjerte. At de havde særlige talenter og at de havde et livssyn, der skattede moder jord og den gode historie, der kunne samle store og små. På turnéerne lånte vi græsplæner, lader, sportshaller, teltpladser eller vi tørnede ind hos familie og venner, når vi skulle overnatte og overleve. Teatret bragte råvarerne til det fælles måltid og underholdningen. Og vi blev taget storfyrsteligt imod, hvor vi kom frem. Det halve af en turné var da mødet med publikum.
I 1987 blev Jytte og teatret bedt om at lave en sommerforestilling i anledning af miljøåret. Med den i bagagen rejste vi ud og i hver en lille by og flække tog lokale miljø-folk imod og oplyste både publikum og os om, hvad der kunne gøres i det små, for at hjælpe i det store! Det blev et vendepunkt for Jytte. Nu var det miljøet der skulle hjælpes. Teatret fik opført et bæredygtigt hus ovenpå værkstedet, og Jytte agiterede for kompost og muldlokummer, så det gav genlyd. I Riddersalen blev publikum sat til at trampe i cykelpedaler, for at skaffe lys på forestillingen!
Undertegnede har haft glæden og æren af at være med Jytte og Riddersalen siden 1977. Jeg er blevet kastet ud i værksteds-, systue- og ikke mindst skuespilleropgaver lige fra starten, og da Jyttes to højtskattede huspoeter Elsa Gress og Jytte Hauch-Fausbøll begge døde i 1988 pegede pilen pludselig på mig og min skrivepen. Jeg har skrevet manuskripter derudaf, og Jytte har møbleret rundt på ordene, så hun kunne finde sig tilrette i sine roller.
Nu er en æra slut. Kedeligt har det bestemt aldrig været! Hvor har vi grinet. Og grædt. Og råbt og skændtes. Og lavet så meget teater. Og mødt så mange vidunderlige “legekammerater”, som Jytte kaldte det. Vi er MANGE, som siger tak for at have kendt dig.
Du har været for vild – og nu har du brugt dig op. Du har “gået igennem et kosteskaft” for sidste gang, trukket i din lille gøglerharmonika for sidste gang. I tidernes morgen indprentede du altid dine kolleger på teatret: “Der findes kun en undskyldning for at aflyse en forestilling. Døden. Din egen. “
TAK fra Signe Birkbøll, og TAK fra alle dine mange kolleger fra Riddersalen.