Kiosken

- et samlingssted for frederiksbergfortællinger

Tradition for gadeteater

Riddersalen har over 40 års erfaring med gadeteaterturnéer, og at spille i det åbne rum er en vigtig del af teatrets historie. Det var derfor også en længe næret drøm der, med støtte fra Frederiksberg Fonden, i 2016 gik i opfyldelse.

"Børn er fremtidens teatergængere, men langt fra alle børn og unge på Frederiksberg har været i teatret. Med fondens støtte til at opføre 'Kiosken' er det vores ønske at give alle, små som store, teateroplevelser af høj kvalitet. Vi håber rigtig mange vil nyde det - og at vejrguderne lader solen skinne på Kiosken", siger Martin Dahl, formand for Frederiksberg Fonden.

Frit efter Fritz Kochs københavnerkiosk, har vi bygget Riddersalens helt egen Kiosk, hvor børn og voksne kan nyde fortællinger og hinandens selskab. Med Kiosk-fortællingerne ønsker vi, at skabe rammer for møder med nærvær og fordybelse, på tværs af generationer. Under åben himmel er der i sagens natur højt til himlen, og plads til alle der dumper forbi.

Kiosken - et samlingssted

Arkitekten Fritz Koch tegnede Københavnerkioskerne i 1896. Kioskerne blev samlingssted for borgere der søgte nyheder, aviser, rejsehjemmel, teaterbilletter, telefonopkald, forfriskninger mm.

Med deres næsten orientalske udseende skilte kioskerne sig ud i bybilledet. De var ualmindelig smukt udført, af fint forarbejdede materialer, svunget kobbertag og træudskæringer i bedste skønvirkestil. Lakerede træskodder, ur og lanterner, udsmykkede nicher og med vinduer fulde af teaterplakater og prospekter.

I Riddersalens Kiosk leverer vi historier!

Med kunstnerisk frihed gestaltes nogle af de spændende personligheder og begivenheder, der har været med til at præge Frederiksberg. Således inspireret er det vores håb, at børn og voksne, institutioner og nysgerrige turister vil gå på opdagelse på Frederiksberg.

 

TAK til
Frederiksberg Kommune. FrederiksbergFonden. TV2-Lorry og gæster.

Aktiviteter ved Kiosken 2017

1.-11. juni 2017
CPH STAGE og FRBDAGE
Liv i Lorrys Have.

16.aug.-3. sep. 2017
SÅ HUT JEG VISKER
Ny gadeteaterforestilling Læs mere her

Fri entré

Vi anvender cookies for at forbedre brugeroplevelsen.

Læs mere om cookies